....weekend i helvede

Der er ikke så meget andet der kan beskrive det end netop weekend i helvede. Det gør ondt at "gå i mave" og forholde sig til det, der sker dernede. Jeg bliver ked af det, og kan ikke rigtigt overskue at lade al ked-heden komme på en gang. Gør simpelthen for ondt... er ikke sikker på, jeg vil overleve, sådan rent følelsesmæssigt. Derfor må det lukkes ud en lille bitte smule af gangen.

Har lyst til at hyle... men kan ikke rigtigt. Har lyst til at skrige mit HAD ud, men det sidder fast som en knude nede i maven. Har lyst til at tage fat i ham og gennembanke ham.... fortælle ham, at han har været et dumt svin.... men samtidig forstår jeg godt, hvorfor han gør som han gør. Det gør det overhovedet ikke i orden, er jeg blevet belært om. Jeg skal bare ikke have så stort et hjerte som jeg har..... men hvordan lærer man lige det. Det store hjerte gør mig til den jeg er, men det er også det, der langsomt og smertefuldt slår mig til plukfisk følelsesmæssigt.

Om 8 dage skal jeg til udluftning igen... hos Francois..... Det er tiltrængt allerede nu. 8 Dage er ikke lang tid... men nu føles de som 8 uger.... måneder....... år...... myriader..... og det virker uoverskueligt.

... lige så uoverskueligt som et marathonløb.

I dag har jeg det skidt. Jeg har ondt i maven af ked-hed. Er så ked af det, at jeg har fysisk ondt i maven. Det er næsten ikke til at holde ud. Har lyst til at æde det hele væk, men ved også, at hvis jeg først tager et skridt ned af den sti, er der ingen vej tilbage. Intet at gøre... så går det galt.

Jeg savner Ham. Eller rettere.... jeg savner Ham-jeg-mødte. Den elskelige, søde, smukke og blide mand.... ikke den jaloux, manipulerende, humørsyge stodder, der trådte i stedet. Men ikke desto mindre savner jeg..... og ved ikke rigtig hvordan jeg nogensinde skal få det bedre... Tanken om at skulle leve videre uden Ham-jeg-mødte, er lige så uoverskuelig som et marathonløb. Jeg ved at han aldrig kommer igen. Han har stemplet mig og puttet mig ind i en kasse, han kan forholde sig til som en mand, man ikke kan stole på. Og det gør ondt..... åh så ondt. Både uretfærdigheden i, at det slet ikke er sådan... at hans billede ikke passer - at hans beskyldninger ikke har hold i virkeligheden.... men også tanken om aldrig at skulle holde ham i mine arme mere.... aldrig at skulle se i hans øjne, at han elsker mig. Det gør så ondt, at jeg kunne brække mig.... eller bare har lyst til at dø. Ikke, at jeg har tænkt mig at gøre noget aktivt for det, for selvmord er det mest feje her i verden... men hvis nu lynet skulle slå ned og gøre en ende på det, er jeg ikke sikker på, jeg ville brokke mig....

.... men samtidig er der den der stædighed.... viljen til at sejre.... til at leve... til at elske.... Den bliver holdt grundigt nede af Smerten, men den ligger der og lurer.... Når først Smerten har fået sin plads og fået lov til at komme ud af systemet, skal det nok gå fremad igen.

Indtil da må jeg komme igennnem det her helvede... med venners hjælp. Og med min egen....

"self maintenance" - som vi siger....

Der har været stille længe. For det første har jeg holdt sommerferie. Det har været skønt. Jeg har bare holdt LIDT for meget sommerferie.... faktisk har jeg på kostfronten holdt sommerferie alt for længe. Gået mentalt og fysisk i dvale....

Ser du, jeg spiser nemlig med mine følelser. "Hvad er det for noget mærkeligt noget", tænker du så? Jeg må sige, at det ikke er det nye sort, og ikke er et koncept, jeg kan anbefale, med mindre du trænger til at tage på... for det gør man nemlig - og jeg trænger ikke til det. Faktisk har jeg kæmpet hårdt for at komme af med de 42 kg, jeg har smidt. Bruddet med ekskæresten satten kontrollen over min kost - nå ja - ud af kontrol. Det har resulteret i, at jeg tog på.... lidt for meget faktisk. 8 kilo to be exact. Og det bryder jeg mig ikke om. For det første hader jeg nederlag, for det andet hader jeg tanken om, igen at blive forvekslet med hvalen i Vejle fjord eller andre dyr af de dimensioner, og for det tredje har jeg lovet mig selv, at jeg ALDRIG skal være tyk igen.

Derfor er skeen nu taget i den anden hånd. Kontrollen er tilbage.... og allerede efter 4 dage er der røget 1,2 kg. Jeg VED, jeg vinder den her kamp. Selvfølgelig gør jeg det.

Ud over det, så har jeg som tidligere beskrevet, meldt mig til et gruppeforløb hos Stop Aids (og NEJ, jeg er ikke hiv-smittet, men de arbejder også for homoers mentale sundhed). Var til forsamtale i går, og er nu startet et individuelt terapiforløb hos en psykoterapeut. Dumt svin - for han stiller alle de ubehagelige spørgsmål, som man ikke kan lide at kigge på... alt det, der gør ondt. Ripper op i gamle sår. Og nye. Stiller kritiske spørgsmål og leger djævelens advokat. Slet ikke behageligt - og alligevel? Jo, faktisk er det rart, i et trygt rum at kunne tænke over alt det, der gør ondt. Få sat ord på. F.eks på, hvornår det mon er synd for mig, og ikke alle de andre? Hvornår jeg skal tage hensyn til mig i stedet for alle de andre? Det gør nallefar, men det er godt!

Så, nu er beslutningen altså taget. Jeg har bestilt en samtale mere.... og det skal gøre godt. I mellemtiden skriver jeg tanker ned. De, der gør allermest ondt, holder jeg for mig selv... måske. Måske ikke?

Efterfølgende havde jeg besøg af en veninde, som er healer... Hun gav mig gode energier med en skøn healing - eller, som jeg hellere vil kalde det: egenomsorg og muligheden for at MÆRKE min egen krop på godt og ondt i en periode.

Måske er det tid til at være kæreste med sig selv igen? Jeg tror det. Konceptet har jo virket før...... så det gør det nok igen.

Er altså ikke sikker på, det der hård hud er godt for mine små kontorfingre.

Jeg holder sommerferie. I sidste uge en skøn uge hjemme i Avedøre med besøg fra Jylland ad flere omgange. Det var skønt. Godt med tid til at være sammen med gode venner og folk, man holder af.

Denne uge skal jeg så forkæles - eller, det troede jeg i hvert fald... Er taget hjem til Jylland.... Nord Jylland - der hvor jeg kommer fra. I går da jeg ankom proklamerede min far glad og stolt, at i dag skulle vi over og hjælpe min onkel med at lægge nye sten på hele hans opgang til huset.... For mig lød det som fysiske udfoldelser, og mine bange anelser skulle vise sig at holde stik....

Når man nu som mig er 1: Homo 2: Mageligt anlagt (det lyder bedre end doven) 3: Har ti tommelfingre og 4: er ansat på et kontor er hård hud ikke noget man bryder sig meget om... især ikke på fingrene og SLET ikke af den simple grund, at man har udført fysisk arbejde....

Jeg kløede dog på med krum hals, for jeg holder faktisk meget af at være sammen med min far. Og lave far-og-søn bonding aktiviteter. Fandt i øvrigt også ud af, at de der motherfuckerstore hjemmestøbte fliser, min onkel selv har lavet engang, var gode at afreagere på med en kæmpe muggert. Ud med agressionerne over min eks.... dét kan man kalde god terapi.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg har faktisk haft en helt igennem fantastisk dag. Jeg er fysisk træt - nærmest udmattet... og det er en skøn følelse.

I øvrigt er der også et lille øv i dag... min veninde skal skilles. Jeg har vidst, at det var en mulighed i noget tid... men derfor er det alligevel ikke rart, når den slags bliver til virkelighed. Den lille prinsesse, de har sammen skal nu lære at leve uden mor og far sammen... Jeg ved dog også, at de vil arbejde sammen om det og gøre alt hvad de kan for, at det bliver så smertefrit for hende som muligt.

... man må huske de gode ting og glemme de dårlige.

Jeg er så gal... så rasende gal.... Gider ikke mere PIS! og så er det sagt... *S*

Ud over det, så er sommerferien jo begyndt, og det er dejligt. Har besøg af min gamle veninde fra Aalborg, og vi hygger os, snakker om gamle dage, fælles venner og gode minder. Snakker om forhold, mænd, griner, er alvorlige og har det godt. Jeg har SAVNET hende i de år, vi ikke har haft kontakt.

Nu er vi tilbage i hinandens liv, og sådan har jeg tænkt mig, det skal blive ved med at være... for altid, om det står til mig....

Så kære Sanne, du skal være klar over, at det betyder så meget for mig, at du er tilbage i mit liv. Jeg har savnet dig, men altid et eller andet sted vidst, at vi ikke var færdige med hinanden endnu....

Kærligst Tom