Jeg har altid været varm fortaler for, at vi her i Danmark indførte aktiv dødshjælp. Selvfølgelig skal der være regler for, hvornår dette kan lade sig gøre, men som udgangspunkt mener jeg, at vi alle har ret til en værdig afsked med livet.
Den anden dag så jeg stjernerne på slottet på TV2, hvor Signe Lindkvist fortalte om hendes mors afsked med livet, da hun havde fået en uhelbredelig sygdom. Hvor jeg dog følte med hende. Jeg kunne ligefrem mærke hvor ondt det måtte gøre at vide, at man aldrig skulle se sin mor igen, fordi hun om få timer ville tage sit eget liv for at slippe for kroppens forfald og udsigten til en fremtid uden den form for værdighed, hun ønskede sig.
Her sad jeg nemlig lige pludselig og kunne se, hvad det valg kan gøre ved andre mennesker.
Min far har længe været syg. Han har haft problemer med lungerne, og det har stået på i meget lang tid, uden nogen har kunnet forklare hvad det handler om. I og med min onkel sidste år døde af lungekræft, var det for os alle sammen meget nærliggende at tænke "åh nej, ikke igen?", da vi fik at vide, at røntgenbillederne viste hævet lymfekirtel og "noget" på lungerne. Jeg hylede temmeligt meget i ugerne der gik, fra far ringede og fortalte mig dette, til der kom svar fra sygehuset. Dommen var heldigvis ikke det, der i min verden var det værst tænkelige. Min far har derimod udviklet asbestose, og der vil nu blive holdt øje med ham. Hvis han nu "bare" også stopper med at ryge, er der udsigt til, at jeg kan have ham længe endnu.
Efter programmet den anden dag kom jeg til at tænke på det der med dødshjælp igen. For hvad nu hvis det havde været noget uhelbredeligt og dødeligt, min far havde, og han havde truffet et valg om ikke at ville være her mere... ville jeg så stadig stå lige så fast på min holdning eller ville jeg kæmpe med næb og kløer for at omvende ham, så jeg kunne beholde min far bare lidt endnu.
Jeg er blevet 35 år. Jeg er en voksen mand, ikke længere et hjælpeløst barn. Alligevel er tanken om at skulle miste mine forældre slet ikke til at bære. Jeg kan hyle bare ved tanken om det, men sådan er det jo når man er temmelig meget i kontakt med sine følelser. Bliver man nogensinde klar til at leve uden sine forældre? Jeg synes stadig, at jeg har brug for min far. Der er så mange ting, jeg ikke har lært af ham endnu. Jeg har også brug for min mor. Hun er den, der altid lytter når livet gør knuder. Hun er bestemt langt fra altid enig med mig, men bare det at vide, at der findes den her betingelsesløse kærlighed, som kun forældre kan give deres børn, er en trøst. Den kærlighed føler jeg tit, og den er jeg slet ikke klar til at undvære. Bliver jeg mon nogensinde det?
Jeg har jo delvist prøvet det før. Min stedmor døde for snart 10 år siden, og det var slemt. I dag har jeg lært at leve med det, men engang imellem savner jeg hende stadig forfærdeligt. Jeg kan vågne op efter at have talt med hende i drømme, og så tænke: Det må jeg huske at fortælle Erna om senere.... men så kommer jeg i tanke om, at det jo ikke kan lade sig gøre. Det gør mig stadig ked af det.
Hvad er det jeg egentlig prøver at skrible mig frem til her? Jeg tror, det er noget med, at vi skal huske at sætte pris på hinanden og den kærlighed vi bliver givet gennem livet. Vi skal ikke lade dumme skænderier drive os væk fra vores familier. Vi skal ikke tage hinanden for givet, hverken børn, forældre, søskende eller venner. Vi skal vise hinanden respekt og kærlighed, sætte pris på de gode stunder og glemme de dårlige... og huske at sige det meget svære ord UNDSKYLD, når vi laver noget hø.
Hav en rigtig dejlig forårsdag alle sammen.
KH
Momse
