Ryd-op-i-hovedet bogen

Jeg har fået lektier for... Af voldsomt stygge Sandie ;). Hun har - som jeg vist har nævnt - givet mig til opgave at finde en notesbog. En smuk en af slagsen, jeg kan skrive "grimme" sider ved mig selv ned i.

Hvad der kommer til at stå i bogen bliver mellem mig og siderne der i, men jeg vil alligevel tillade mig at give Jer indblik i, hvad den skal bruges til. Jeg startede nemlig med et forord, så jeg ligesom selv husker at holde fokus. Det kan være svært, når man piller navle.

Men her er det så - forordet. Måske kan det give en forklaring på, hvad jeg laver og hvorfor jeg så reagerer så sært, som jeg kan gøre det næste stykke tid.

"Jeg har fået til opgave at kigge på mine egne uhensigtsmæssige sider ift. andre mennesker (må hellere her nævne, at jeg selvfølgelig selv har indvilget i at gøre dette stykke arbejde, fordi jeg synes det er vigtigt, så der ikke er nogen der tror, jeg er blevet hjernevasket). At finde min sandhed og evne til at lave livet bedst muligt. Blive klogere på mig selv og min måde at færdes i Verden på. Det skal hjælpe mig til at være tro mod mig og stadig behandle andre ordentligt og med respekt. Være min "bibel - en slags guide til livet og give mig forståelse for hvordan jeg bevæger mig rundt i Verden. Mine følelser skal ned på papir. Jeg skal mærke hvad der sker, og huske mig slv på mønstre og deres baggrund. Jeg vil gerne være mere ren og klar i hjertet. I tale og handling. Jeg vil forstå hvorfor jeg gør, som jeg gør, og hvor mine reaktioner stammer fra. Hvad jeg kan gøre anderledes og dermed påvirke mit liv og mine relationer i en mere positiv retning. I sidste ende handler det om at være tro mod mig selv og være mig mit ansvar bevidst.

Jeg beklager håndskriften - den lader meget tilbage at ønske."

Jeg håber snart, det her føleri er færdigt med at gøre nallefar, men jeg har ikke tænkt mig at give op. Det ville selvfølgelig være det letteste.... bare at fortsætte som altid... men det bliver man jo ligesom ikke klogere af.

Ud over at rydde op i hovedet, rydder jeg også op i rodet. Indtil videre har det betydet et farvel til

• 6 brødkurve
• 30 sæt knive/gafler/skeer
• ca 60 vinglas
• En hel del papir (gamle stile fra skolen osv)
• 30 sæt sengetøj
• 2 store sække tøj
• En kiste
• 6 duge
• 4 vaser
• nogle cd'er og dvd'er
• en del små dimser

Det er dælme meget, man får skrabet sammen, når man binder sine følelser i ting. Efterhånden som jeg får ryddet op i tingene, sker der også lidt i hovedet. For hver gang jeg smider noget ud, bliver det lettere at skille sig af med det næste.... Er spændt på hvad der er tilbage, når jeg er færdig.

"34 år, Niller.... så ved man et og andet"

Nå, men lige rundt om næste uges hjørne bliver jeg 34.... eller... 2 x 17. Jeg synes faktisk lige, at jeg har været 17 år, som tiden dog flyver af sted.

I det sidste lille år er der sket sindssygt meget i mit liv. Jeg har været dybt forelsket, jeg har grinet, jeg har grædt, jeg har lært om mig selv ting, jeg ikke troede muligt. Jeg har fået nye venner, som jeg elsker og holder af, jeg har holdt fast i dem, der er vigtige og rigtige, og jeg har presset på for forandring og positive forandringer. Det har været hårdt, men også skide godt. Tit har det lydt som en Jammerdal herinde og ude i det virkelige liv, og det har det bestemt også været, men set over en periode er det gået stille og roligt fremad - og det er jo værd at huske på.

Selvom jeg kan være ked af det og savne, så har jeg også lært, hvad jeg skal gøre for at være god ved mig selv - hvilke signaler det er, min krop sender, når der sker noget, jeg ikke kan lide. Hvordan det egentlig føles, når man bliver trådt over tæerne, og ikke mindst har jeg lært at reagere på det i stedet for at blive paralyseret.

Det vælter rundt med tanker inde i hovedet; Om ting, jeg burde gøre anderledes, om årsager til mine handlinger, forståelse og på et tidspunkt måske accept og tilgivelse - af mig selv... og af omgivelserne. Det må ud og ned. Ned på papir. Så nu skal jeg - på ordre fra Sandie (som jo er en ENORMT streng vejleder) - ud og købe en lille fin bog, det hele kan væltes ned i.

I morgen skal jeg for første gang længe gøre noget godt for mig selv. Jeg skal klippes, farves og dulles op. Jeg glæder mig.

Varme visdomsord

Jeg har nogle af de mest fantastiske mennesker i mit liv... i dag skrev en veninde følgende til mig:

"work in progress"

Det her selvudvikling er fandens hårdt. Håber ikke, det ender i selvafvikling... eller... jo, på nogle områder gør jeg.

Der er stadig ting, som nager ift. min eks, men jeg er jo godt klar over, at der også er andre ting, der spiller ind. Selvfølgelig er det hårdt, når ens første, sådan helt rigtige, kæreste forlader en, og når det er så grimt og voldsomt, som det blev mellem os, så er det ekstra svært. Men det er mindst lige så svært at kigge på sig selv. For selvfølgelig har jeg også dårlige sider. Sider, som man, eller i hvert fald jeg, ikke er så skide vild med at kigge på. Samtidig ved jeg dog godt, at det er nødvendigt, hvis der skal ske en forandring. Selvom det letteste er at gøre som man altid har gjort er det jo også den sikreste vej til fiasko, hvis det er sådan, det plejer at gå.

Som sagt, jeg har masser af uhensigtsmæssige sider, som jeg et eller andet sted godt ved findes. Men derfra og så til at kigge på dem, reagere på dem, tage dem ind, føle dem, gøre op med dem og ikke mindst acceptere dem er et andet og meget hårdt stykke arbejde.

Jeg VED godt, at jeg i en rum tid har været og fortsat vil være en pestilens for mine omgivelser. Det tager tid og kræfter at pille navle... at huske sig selv og at lære noget om livet. Jeg har brugt de første snart 34 år af mit liv på at være udsat for og udsætte andre for voldsomt uhensigtsmæssige ting, tanker og mønstre, og jeg skal nu bestemme, om jeg skal give op eller tage kampen. Jeg har besluttet mig til, at den her kamp med mig selv vil jeg tage - og jeg vil vinde. Det betyder måske farvel til nogle mennesker, og det er skide trist. Det er dog ikke noget, der endnu har været aktuelt. Men faren ved selvudvikling er jo, at man udvikler sig væk fra dem, man har i sit liv. Det har allerede givet nogle meget nødvendige slåskampe, men også nogle a-ha oplevelser ift. hvordan jeg virker på andre. Hvad prøver jeg at sige her? Jeg håber, at I bærer over med mig og stadig er der, er vel budskabet?

Som en god ven og kollega i dag sagde til mig: Den største gave er at tilgive både sig selv og andre. Og det sværeste er ofte at tilgive sig selv.

Det gav faktisk god mening, og jeg vil nu prøve at arbejde på at tilgive dem, der har såret mig - og ikke mindst mig selv.

En lektion i livsklogskab

"En gammel cherokeeindianer skulle lære sit barnebarn om livet: - Jeg kæmper en kamp indeni, sagde han til sit barnebarn. Det er en frygtelig kamp, og den er mellem to ulve.

Den ene er ond. Han er vrede, sorg, fortrydelse, begærlighed, selvmedlidenhed, arrogance, skyld, ligegyldighed, mindreværd, løgne, falskhed, stolthed, merværdsfølelse, tvivl og selvoptagethed.

Den anden er god. Han er glæde, fred, kærlighed, håb, visdom, sandhed, medfølelse, gavmildhed, venlighed, empati, ydmyghed, ømhed og tillid.

Den samme kamp foregår inden i dig - og i alle andre.

Drengen tænkte over det et par minutter, og spurgte så sin bedstefar: Hvilken ulv vil vinde?

Den gamle høvding svarede: Den du fodrer"

...

De sætninger har jeg læst og tænkt over mange gange. Og hvor er det rigtigt. Vi vælger selv - bevidst eller ubevidst, om vi vil fodre den gode, eller den onde ulv. Andre fodrer den også for os. Vigtigt at være sig selv bevidst om dette. Og vigtigt at gøre op med sig selv, hvem af de to ulve, man vil fodre.