Alligevel sniger der sig små tegn ind på, at jeg er ved at blive et gammelt røvhul. Af eksempler kan følgende nævnes:
- Jeg begynder at bruge udtryk som "dengang jeg i sin tid....", "da jeg var barn" osv.
- Jeg bliver irriteret over " de der uopdragne unger", som bare larmer og tror de kan kræve alt. Er de slet ikke klar over, at det hedder "Jeg vil gerne bede om" i stedet for "jeg vil have"!?
- Jeg tænker: "ja ja, du bliver klogere min pige", når min niece fortæller mig, hvordan Verden egentlig er skruet sammen
- De der MEGET larmende unger får et hvast blik ud over brillekanten og en kommentar i stil med: Hvis du lyttede dobbelt så meget som du talte, ville du høre hvad din mor siger til dig første gang.
- Jeg er begyndt at høre P1
- Det er snart 20 år siden, jeg gik ud af 9. klasse.
- Min lyst til at blive far bliver større og større.
- Jeg tænker: "det er du slet ikke gammel nok til. Hvad ved du overhovedet om Verden?", når de der unge medlemmer på 18 - 20 år, fortæller at de skal være forældre.
- Mine tømmermænd er altid værst på 2. dagen.
... og så er der faktisk også en mere alvorlig side ved tingene. Min onkel døde i sommer. Et menneske, jeg elskede og beundrede. Et menneske, der har været der hele mit liv, og kendt mig i samtlige 34 år jeg har levet. Det gjorde mig stærkt bevidst om, at de mennesker, jeg holder allermest af, på et tidspunkt ikke er her mere. Min far, som jeg elsker, er blevet gammel. Min far... Ham, der kan klare alt. Min far, ham der er Verdens stærkeste. Han er også svag. Han holder ikke evigt. Det kan skræmme mig fra vid og sans. Det gør mig utroligt trist. Direkte ked af det. Det samme med min mor. Hun holder jo heller ikke evigt. På en eller anden måde er tanken om, at der kan ske min far noget, bare MEGET værre. Det skal ikke misforstås, for jeg elsker også min mor overalt på Jorden, og jeg frygter at skulle undvære hende. Hun er bare ikke i min bevidsthed ældet på samme måde som min far.
Døden, eller rettere det at miste dem jeg elsker, kan skræmme mig fra vid og sans. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke længere kan ringe til min bedste ven (som er 28 år ældre end mig), og vende alting med ham? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke forestille mig en Verden, hvor han ikke er der. Jeg har drømme om det om natten. Drømme om, at min far eller min bedste ven er død - og jeg vågner op og hulker. Min bedste ven kender mig ud og ind - han ved alt om mig. At undvære ham er en tanke, jeg nærmest ikke kan holde ud. Det samme med at undvære min far..... jeg kan ikke holde tanken ud.
Hvis det er en del af at blive voksen, så vil jeg gerne opsige mit abonnement med det samme og vende tilbage til de lykkelige dage i min barndom, hvor døden ikke var noget, jeg skænkede den mindste tanke.
