Når livet slår knuder

Så fik man da lige et tilbageslag af dimensioner.

Utroligt som tiden dog går.....

Hold da op, hvor er det længe siden jeg har haft tid til at dele tanker herinde. RIGITGT længe. Jeg har tænkt på det flere gange, men det er bare ikke blevet til noget.

Jeg har nemlig haft travlt med det der "liv" som jeg går til. Det er gået stærkt - og det er gået fremad! Jeg har gjort regning op, sagt farvel og begravet. Jeg har vendt negativt til positivt, jeg har tilgivet og jeg har pillet navle. Det har altså været godt.

Jeg startede med en hel uges pille-navle kursus i januar. Med uddannelse i enneagrammet. Jeg glæder mig allerede til efteråret, hvor der kobles noget mere psykologi på.

Jeg har haft travlt med at sætte grænser både overfor de nære i mit liv, og dem, der ellers bare trådte over min grænse. Jeg har sikkert somme tider trådt folk over tæerne, men det tager tid at lære at sætte grænserne på rigtig tid og sted. For hver gang bliver det lettere, og for hver gang bliver jeg mere glad.

Siden sidst er det også et år siden, mit sidste forhold gik i stykker. Martin er blevet begravet - psykisk og fysisk - i naturen omkring mit hjem. Jeg har taget de gode ting med mig, og accepteret, at de dårlige ting var et kærkomment spark i røven, for at jeg kunne komme videre i min udvikling. Jeg har tilgivet ham - og jeg har tilgivet mig selv. Når alt kommer til alt, gjorde vi det bedste vi kunne med den viden og de styrker og svagheder, vi havde på det tidspunkt. Jeg er blevet så meget klogere på mig selv og på livet. På hvad der er rigtigt og forkert, og på hvad der reelt skete. For vi havde begge fejl. Jeg vil gøre hvad jeg kan for, ikke at gentage mine egne fejl, og så ellers håbe, at han også har lært noget af mig.

Den ændrede måde at gøre tingene på giver positivt respons. Når jeg reagerer anderledes end jeg plejer, reagerer verden også anderledes, og det er fedt. Det er godt at stå fast på grænser, men det er også godt at lukke lidt op og huske på, at livet stadig er dejligt - værd at leve - og til at holde af.

Jeg er kommet i gang med at danse igen. Det er så dejligt, livsbekræftende.

Og endelig, så er der også sket det, at jeg har mødt et stk. dejlig mand. Vi må se, hvor vi bevæger os hen, men indtil videre ser det dejligt og positivt ud. Under alle omstændigheder er forelskelse en dejlig ting, og jeg er glad for, at jeg kan forelske mig igen. Han er et menneske jeg holder af og beundrer helt utroligt. For hans kamp mod de forudsætninger, han har haft, for hans gå-på-mod, hans charme, hans åbenhed og hans evne til at fortælle om det, der er svært.

Faktisk er det rigtigt dejligt at opleve, at et forhold til et andet menneske kan være ligeværdigt. Bizart, skørt, svært at tro på, javist.... men også helt fantastisk.

Nu får jeg det hele til at lyde rosenrødt. Det er det ikke, men de sorte dage er blevet lettere at komme igennem, og de lyse dage bliver flere og flere. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er bomstærk. Jeg har fundet ud af, at man KAN gøre op med sin fortid i stedet for at give den skylden for en fejlslagen fremtid. Jeg har stadig lyst til at falde tilbage til gamle mønstre, men så er det jeg kigger over på mit køleskab og læser følgende:

Hvis du ikke ændrer din overbevisning, vil det altid være sådan her. Er det gode nyheder?

... og så kan man lidt igen.

Nu er foråret her. Jeg har fået ryddet ud, ryddet op og sorteret. I fysisk og psykisk bagage. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver helt færdig, men jeg forstår at kigge på rodet, inden det bliver for uoverskueligt. Det er en stor gave. Jeg elsker livet. jeg elsker mig selv, og jeg elsker at jeg har fået lov til at være lige her hvor jeg er nu. Tak.