mandag den 30. juli 2012

Jeg synes faktisk, det er svært at date....

„I'm selfish, impatient, and a little insecure. I make mistakes, I am out of control, and at times hard to handle. But if you can't handle me at my worst, then you sure as hell don't deserve me at my best.“

Sådan sagde Marilyn Monroe engang. Det kunne jeg lige så godt have sagt. Når man nu kender lidt til enneagrammet, er det ikke så mærkeligt, at jeg siger sådan. I enneagrammet arbejdes der bl.a med en basisfrygt, og min basisfrygt er: At være uden identitet og uden en personlig betydning.

Specielt når jeg møder en mand, jeg er interesseret i, kommer det til udtryk. Jeg kan ikke finde ud af det der med at date, for nu at være helt ærlig. I denne weekend havde jeg et skønt møde med en gæv jyde, og straks sker der mærkelige ting i min hjerne. I løbet af lørdag og søndag gik der et lys op for Jeres undertegnede. I øvrigt gælder det ikke kun i forhold, hvor jeg er glad for en fyr, men i alle mine forhold til andre mennesker, hvor der er følelser af en eller anden art  med. Der sker de samme mekanismer, men selvfølgelig af forskellige grunde: Jeg vil gerne betyde noget særligt for dem, jeg lukker ind i mit liv.

Når jeg møder en mand, er det vigtigt for mig at "sælge varen". Jeg har bare så skide svært ved at lure, hvad varen er (altså, hvad modparten forventer), og det bunder sådan set i, at jeg gerne vil vise, at jeg er værd at satse på. Det er første skridt på katastrofekursen. :)

Som menneske er jeg kærlig, det ved de fleste, der kender mig. Jeg viser hvad jeg tænker om folk via kropssprog. Det handler om, at for mig er det også en måde at kommunikere på.

Jeg vil gerne være ham den søde, ham den kærlige, ham der, som er den helt perfekte mand, men når jeg nu har så svært ved at lure, hvad det er, min modpart ønsker sig, så er det altså også svært at styre det, hjernen gør. Når der så i samme omgang er en hjerne, der gør mærkelige ting, så bliver det da først kompliceret. Samtidig har jeg den der basisfrygt, som også spiller ind, og jeg må i et ærligt øjeblik (dem er der nogle stykker af her) erkende, at jeg faktisk er vild med bekræftelse selv. I min iver for at skaffe bekræftelse, øser jeg aaaaalt for meget opmærksomhed over på målet for min opmærksomhed - og kommer vist mest til at fremstå som en MEGET giftemoden, midaldrende kvinde med æggestokkene blafrende ud af underlivet. Det er jeg egentlig ikke. Jeg vil gerne have en kæreste, helt bestemt... men ikke for enhver pris, og ikke bare hvem som helst.

Det, jeg f.eks. synes kan være svært er, hvor meget man skal være på, og hvor direkte man skal være. Jeg ved, at jeg er sådan en, der kan lide at flirte og skrive frem og tilbage pr. sms, i telefonen og i virkeligheden.. Jeg kan finde på at sige ting som: "Jamen, når vi nu bliver kærester, så....", og det er altså temmeligt dumt. For det første kan det virke meget overvældende, for det andet kan ham der, jeg skriver til jo ikke se, at jeg bare flirter og faktisk ikke allerede har bestilt tid til vielse næste lørdag. Det der med at flirte og spille op er god livsenergi for mig, men for andre fyre kan det (forståeligt nok) opfattes som om, jeg er desperat. Det er jeg sådan set ikke. Det kan også opfattes som om, at jeg er den der type kæreste, vi alle sammen kender, hvor de bliver så symbiotiske og falder så meget i et, at kæresterne ikke kan lave noget som helst hver for sig. At ham jeg er kæreste med skal stå til ansvar for alt og til alle tider. Jeg er faktisk lige det modsatte. Jeg tror meget på, at det er sundt med hver sine interesser, og jeg kan ikke selv holde ud at skulle være kontrolleret og aldrig kunne være skide egoistisk.

Jeg kan godt lide at være i nuet og prøve at nyde det øjeblik der er her uden at skulle tænke på, hvad der sker om tre - fire - fem måneder. Det er noget, jeg har øvet mig i, og stadig skal blive bedre til. Det er en af de ting, min type skal lære. Vi følemennesker skal huske at nyde nuet. Så når jeg nu er sammen med den der fyr, nyder jeg at jeg lige kan putte mig ind til ham, lige kan hapse et kys på vej forbi osv osv osv. Det giver mig god energi, og jeg lader op til de perioder, hvor der ikke lige er en ved siden af, enten fordi han ikke bor lige i næste gade, eller der bare af en eller anden grund er længe til vil kan ses. Så bliver det nok også lidt overvældende at jeg går der og er så fysisk, især når man ikke kender hinanden så godt endnu.

Når jeg lader automatikken tage over, begynder jeg at analysere: Hvorfor sagde han nu det? Betyder det, at han ikke kan lide mig? Og det der, betyder det, at han forventer for meget af mig, eller måske noget jeg ikke kan leve op til? Hvorfor sagde han for to dage siden noget, og nu er han ikke lige så begejstret? Har jeg gjort noget galt? Har jeg ikke været sød nok? Har jeg været FOR sød?

Kan I se, hvilken diskussion jeg kan have med mig selv? Så er det, jeg skal gribe mig selv i nakken og give mig et par flade - sådan inden i hovedet. For hvor har jeg gjort det mange gange, og hvor har jeg i lang tid ikke fattet, hvad fanden der skræmte de der mænd væk... En kindhest og en lille husker om, at jeg bare skal nyde nuet og tage komplimenterne til mig i stedet for at prøve at finde noget negativt kom galoperende ind på lystavlen i går. Så det gør jeg så, og håber det virker.

Hvad er grunden til at det er så svært at date? Ja, dels er det jo den der hjerne og min personlighed, som er svær at styre, og dels er det, at jeg er temmeligt uerfaren i det. Jeg har faktisk kun haft 2½ alvorlige forhold, og det ene var - som beskrevet andet steds på bloggen, i rigelige mængder - på ingen måde hamrende sundt for mig.

Det bringer mig frem til det lille citat af MM allerøverst på siden: Jeg kender det alt for godt selv. Jeg er pinligt klar over mine egne fejl og mangler, (men sådan er vi 4ére jo), men hvis man ikke kan holde mig ud når jeg er et fjols, så fortjener man heller ikke det der gode og skønne menneske jeg er.

Heldigvis virker det som om, weekendens "date" - på trods af, at både jeg og det der kærestekoncept er skræmmende (det ene mere end det andet?) - godt kan lide ham der Tom, og det lader også til, at han godt kan håndtere min ærlighed. Faktisk resulterer det i ærlighed den anden vej. Det er faktisk et rigtigt godt skridt på vejen. Vi har en aftale om at ses igen, og det er i min verden noget positivt.

Så kære mr. M: Bare rolig, jeg flytter ikke ind i næste uge, og bare rolig, jeg har ikke nogen bestemt formel for, hvordan man er kærester. Det mener jeg sådan set, man skal finde ud af sammen i stedet for at lade omverdenens normer bestemme det. Jeg har heller ikke et antal dates man skal være på, og så er man kærester.Man må gerne være skide egoistisk, det er jeg også selv. Jeg har BRUG for tid for mig selv, ligesom dig. Jeg synes egentlig bare du er spændende, det betyder ikke, at tingene ikke kan gå i et langsomt tempo.

Vi tager det stille og roligt, min ven. Lad os snakke på torsdag, for jeg tror jeg har forstået, hvad der er sket i dit hoved, og det vil jeg da så lige give mit bud på, om det passer. Jeg forstår din forvirring om, om man nu skal det ene eller det andet, hvad er det man giver køb på, og er det nu også værd at bytte det for det man får i stedet for. Jeg har været der selv, så jeg er HELT med på, hvad det er for en diskussion du har med dig selv.

Og til I andre: Hep hep, hav en dejlig dag.

fredag den 27. april 2012

Valget er let, til man står i det selv...

Jeg har altid været varm fortaler for, at vi her i Danmark indførte aktiv dødshjælp. Selvfølgelig skal der være regler for, hvornår dette kan lade sig gøre, men som udgangspunkt mener jeg, at vi alle har ret til en værdig afsked med livet.

Den anden dag så jeg stjernerne på slottet på TV2, hvor Signe Lindkvist fortalte om hendes mors afsked med livet, da hun havde fået en uhelbredelig sygdom. Hvor jeg dog følte med hende. Jeg kunne ligefrem mærke hvor ondt det måtte gøre at vide, at man aldrig skulle se sin mor igen, fordi hun om få timer ville tage sit eget liv for at slippe for kroppens forfald og udsigten til en fremtid uden den form for værdighed, hun ønskede sig.

Her sad jeg nemlig lige pludselig og kunne se, hvad det valg kan gøre ved andre mennesker.

Min far har længe været syg. Han har haft problemer med lungerne, og det har stået på i meget lang tid, uden nogen har kunnet forklare hvad det handler om. I og med min onkel sidste år døde af lungekræft, var det for os alle sammen meget nærliggende at tænke "åh nej, ikke igen?", da vi fik at vide, at røntgenbillederne viste hævet lymfekirtel og "noget" på lungerne. Jeg hylede temmeligt meget i ugerne der gik, fra far ringede og fortalte mig dette, til der kom svar fra sygehuset. Dommen var heldigvis ikke det, der i min verden var det værst tænkelige. Min far har derimod udviklet asbestose, og der vil nu blive holdt øje med ham. Hvis han nu "bare" også stopper med at ryge, er der udsigt til, at jeg kan have ham længe endnu.

Efter programmet den anden dag kom jeg til at tænke på det der med dødshjælp igen. For hvad nu hvis det havde været noget uhelbredeligt og dødeligt, min far havde, og han havde truffet et valg om ikke at ville være her mere... ville jeg så stadig stå lige så fast på min holdning eller ville jeg kæmpe med næb og kløer for at omvende ham, så jeg kunne beholde min far bare lidt endnu.

Jeg er blevet 35 år. Jeg er en voksen mand, ikke længere et hjælpeløst barn. Alligevel er tanken om at skulle miste mine forældre slet ikke til at bære. Jeg kan hyle bare ved tanken om det, men sådan er det jo når man er temmelig meget i kontakt med sine følelser. Bliver man nogensinde klar til at leve uden sine forældre? Jeg synes stadig, at jeg har brug for min far. Der er så mange ting, jeg ikke har lært af ham endnu. Jeg har også brug for min mor. Hun er den, der altid lytter når livet gør knuder. Hun er bestemt langt fra altid enig med mig, men bare det at vide, at der findes den her betingelsesløse kærlighed, som kun forældre kan give deres børn, er en trøst. Den kærlighed føler jeg tit, og den er jeg slet ikke klar til at undvære. Bliver jeg mon nogensinde det?

Jeg har jo delvist prøvet det før. Min stedmor døde for snart 10 år siden, og det var slemt. I dag har jeg lært at leve med det, men engang imellem savner jeg hende stadig forfærdeligt. Jeg kan vågne op efter at have talt med hende i drømme, og så tænke: Det må jeg huske at fortælle Erna om senere.... men så kommer jeg i tanke om, at det jo ikke kan lade sig gøre. Det gør mig stadig ked af det.

Hvad er det jeg egentlig prøver at skrible mig frem til her? Jeg tror, det er noget med, at vi skal huske at sætte pris på hinanden og den kærlighed vi bliver givet gennem livet. Vi skal ikke lade dumme skænderier drive os væk fra vores familier. Vi skal ikke tage hinanden for givet, hverken børn, forældre, søskende eller venner. Vi skal vise hinanden respekt og kærlighed, sætte pris på de gode stunder og glemme de dårlige... og huske at sige det meget svære ord UNDSKYLD, når vi laver noget hø.

Hav en rigtig dejlig forårsdag alle sammen.

KH

Momse

tirsdag den 14. februar 2012

.. så var der noget med det der religion?

Jeg har været på en fantastisk tur til Kenya. En tur, som jeg helt ærligt tror har ændret mit syn på rigtigt mange ting her i verden. Jeg forstod, at jeg skal være glad for og lykkelig over at være endt lige der i Verden, hvor jeg er. Jeg rejste med 4 fantastiske kolleger, heraf en der er født og opvokset i Kenya. Jeg vil for evigt være de fire mennesker taknemmelige for, at jeg sammen med dem havde en helt fantastisk tur. Specielt min smukke og fantastiske kollega Steph, som med hendes lokalkendskab gjorde turen helt fantastisk. Vi mødte hendes familie og venner, var på besøg hos mormor på landet osv. osv. osv. Der var bare SÅ mange fantastiske oplevelser, både i form af mennesker og naturliv.

I Kenya så jeg en utrolig fattigdom. I Kenya lærte jeg, at det er forbudt at være homoseksuel. Jeg så også en fantastisk næstekærlighed, en ukuelig optimisme, gæstfrihed og en total overgivelse af skæbnen til Gud. Under et besøg hos min kollegas søster, satte der sig noget fast i min bevidsthed, som vil være der for altid. Min ene kollega skulle ud og ryge, og Agnes gik med for at holde hende ved selskab. De stod og snakkede lidt om livet. Agnes og hendes mand samt to børn bor i et hus i Nairobis udkant med stue, bad, køkken og ét værelse. Der har de boet i 20 år, og stedet ligger lukket inde bag hegn sammen med 8 andre huse.

Under denne snak fortalte Agnes, at hun går i seng hver dag kl. 24 efter at have gjort rent osv., og hun står op kl. 5. Dette imponerede min kollega, der ærligt talt - ligesom jeg selv - ville være NOGET fortrøstningsløs ved udsigten til sådan et liv. Her var det så Agnes sagde: Gud har givet mig hjernen til at tænke med, øjne til at se med, ører til at høre med og hænder til at arbejde med. Derfor har jeg givet Ham et løfte om, at jeg aldrig skal ende på gaden. Denne kommentar tog det altså lige lidt tid at fordøje. Tænk sig at være så fuldstændig sikker på, at man på trods af modgang er heldig. At der er en højere magt, man kan lave en aftale med - og man dermed har forpligtet sig overfor. Jeg tager hatten af for Agnes og de mange andre mennesker jeg mødte, der var så fast overbevist om, at der findes en mening med alt, og at denne mening er forudbestemt af Gud.

Vel hjemme fra Kenya blev jeg af en god veninde, der er kristen, inviteret med til gospelkoncert i hendes kirke, og i og med jeg holder meget af gospelmusik, sagde jeg ja tak. Jeg blev derfor lidt overrasket, da det var en gospelgudstjeneste, jeg var inviteret med til. Det var en god oplevelse, men jeg er altså af den overbevisning, at Gud ikke findes på den måde, det er beskrevet i Bibelen, og jeg har lidt svært ved at tro på Jesus som Guds søn. Derfor kom jeg jo også til at tænke.

Jeg har respekt for kirkens måde at bruge troen på, og jeg havde en rigtig dejlig eftermiddag. Der var ikke en præst på en talerstol, der fortalte om dette og hint fra bibelen. Der var rigtige mennesker, der fortalte om deres møde med Gud. Den ene fortalte bl.a hvordan han havde fundet roen i sit liv, fordi han havde mødt Jesus. Han mente, at man kan lægge sine bekymringer fra sig ved at finde tiltro i Ham. n

Her tænkte jeg så: Hvorfor ikke finde nøglen til glæde og ro i sig selv. Hvorfor er det nødvendigt at lægge sin skæbne i en andens hænder, i stedet for selv at påtage sig ansvaret for sit eget liv - på godt og ondt? Tankerne vendte et øjeblik tilbage til Kenya, hvor jeg på en desserttallerken læste følgende:

Realize that true happiness lies within you

Nu er jeg så måske fremme ved det, jeg egentlig vil sige? Jeg har stor respekt for de mennesker, der har brug for at tro på, at andre har bestemt deres skæbne, og at lykken ligger i dette. Jeg forstår det især, når man bor i et sanfund, hvor der ikke er givet de samme muligheder, vi har i vores velfærdssamfund. Jeg har også respekt for de mennesker, der vælger at erklære hvad de tror på. Jeg ville så ønske, at troende ville respektere, at jeg har truffet et andet valg. At jeg også tror på, at der findes noget, vi ikke kan forklare, men at jeg ikke kan slå det op i en brugsanvisning, der hedder Bibelen. At min valg blev respekteret, og at jeg er et godt menneske, uanset tro eller seksualitet. Det ville jeg ønske.

Sådan er min veninde, der tog mig med til gudstjenesten. Hun lægger ikke skjul på, at hun gerne så, jeg var troende, fordi vi som det er nu, ud fra hendes tro, skal undvære hinanden i evigheden. Samtidig har hun dog dyb respekt for mig og min tro, og sammen diskuterer vi mange ting, som udvikler os begge. Det var heller ikke uden stolthed, at hun fortalte mig, at mine kommentarer på hendes væg på facebook i forhold til en diskussion af vielse af homoseksuelle, havde fået nogen til at kontakte hende og fortælle, at de måske var nødt til at rykke på deres syn på homoseksuelle. Jeg er stolt af og glad for, at hun vælger mig frem for den mennesker, der vælger at bruge deres tro som retfærdiggørelse for deres egne fordomme. Mit venskab med hende er med til at udvide min tolerance og forståelse i Verden generelt og overfor troende i særdeleshed.

Religion kan være en smuk ting, men i mange tilfælde bliver det brugt som et middel til at retfærdiggøre egne negative synspunkter, til at undertrykke andre og til at hævde, at man er bedre end andre. Det smukke i religionen oplevede jeg i Kenya - og jeg oplever det i min venindes omgang med mig. Jeg oplevede det også i hendes kirke. Til gengæld oplever jeg i hendes omgangskreds det totalt modsatte - og det bryder jeg mig ganske enkelt ikke om!