.. så var der noget med det der religion?

Jeg har været på en fantastisk tur til Kenya. En tur, som jeg helt ærligt tror har ændret mit syn på rigtigt mange ting her i verden. Jeg forstod, at jeg skal være glad for og lykkelig over at være endt lige der i Verden, hvor jeg er. Jeg rejste med 4 fantastiske kolleger, heraf en der er født og opvokset i Kenya. Jeg vil for evigt være de fire mennesker taknemmelige for, at jeg sammen med dem havde en helt fantastisk tur. Specielt min smukke og fantastiske kollega Steph, som med hendes lokalkendskab gjorde turen helt fantastisk. Vi mødte hendes familie og venner, var på besøg hos mormor på landet osv. osv. osv. Der var bare SÅ mange fantastiske oplevelser, både i form af mennesker og naturliv.

I Kenya så jeg en utrolig fattigdom. I Kenya lærte jeg, at det er forbudt at være homoseksuel. Jeg så også en fantastisk næstekærlighed, en ukuelig optimisme, gæstfrihed og en total overgivelse af skæbnen til Gud. Under et besøg hos min kollegas søster, satte der sig noget fast i min bevidsthed, som vil være der for altid. Min ene kollega skulle ud og ryge, og Agnes gik med for at holde hende ved selskab. De stod og snakkede lidt om livet. Agnes og hendes mand samt to børn bor i et hus i Nairobis udkant med stue, bad, køkken og ét værelse. Der har de boet i 20 år, og stedet ligger lukket inde bag hegn sammen med 8 andre huse.

Under denne snak fortalte Agnes, at hun går i seng hver dag kl. 24 efter at have gjort rent osv., og hun står op kl. 5. Dette imponerede min kollega, der ærligt talt - ligesom jeg selv - ville være NOGET fortrøstningsløs ved udsigten til sådan et liv. Her var det så Agnes sagde: Gud har givet mig hjernen til at tænke med, øjne til at se med, ører til at høre med og hænder til at arbejde med. Derfor har jeg givet Ham et løfte om, at jeg aldrig skal ende på gaden. Denne kommentar tog det altså lige lidt tid at fordøje. Tænk sig at være så fuldstændig sikker på, at man på trods af modgang er heldig. At der er en højere magt, man kan lave en aftale med - og man dermed har forpligtet sig overfor. Jeg tager hatten af for Agnes og de mange andre mennesker jeg mødte, der var så fast overbevist om, at der findes en mening med alt, og at denne mening er forudbestemt af Gud.

Vel hjemme fra Kenya blev jeg af en god veninde, der er kristen, inviteret med til gospelkoncert i hendes kirke, og i og med jeg holder meget af gospelmusik, sagde jeg ja tak. Jeg blev derfor lidt overrasket, da det var en gospelgudstjeneste, jeg var inviteret med til. Det var en god oplevelse, men jeg er altså af den overbevisning, at Gud ikke findes på den måde, det er beskrevet i Bibelen, og jeg har lidt svært ved at tro på Jesus som Guds søn. Derfor kom jeg jo også til at tænke.

Jeg har respekt for kirkens måde at bruge troen på, og jeg havde en rigtig dejlig eftermiddag. Der var ikke en præst på en talerstol, der fortalte om dette og hint fra bibelen. Der var rigtige mennesker, der fortalte om deres møde med Gud. Den ene fortalte bl.a hvordan han havde fundet roen i sit liv, fordi han havde mødt Jesus. Han mente, at man kan lægge sine bekymringer fra sig ved at finde tiltro i Ham. n

Her tænkte jeg så: Hvorfor ikke finde nøglen til glæde og ro i sig selv. Hvorfor er det nødvendigt at lægge sin skæbne i en andens hænder, i stedet for selv at påtage sig ansvaret for sit eget liv - på godt og ondt? Tankerne vendte et øjeblik tilbage til Kenya, hvor jeg på en desserttallerken læste følgende:

Realize that true happiness lies within you

Nu er jeg så måske fremme ved det, jeg egentlig vil sige? Jeg har stor respekt for de mennesker, der har brug for at tro på, at andre har bestemt deres skæbne, og at lykken ligger i dette. Jeg forstår det især, når man bor i et sanfund, hvor der ikke er givet de samme muligheder, vi har i vores velfærdssamfund. Jeg har også respekt for de mennesker, der vælger at erklære hvad de tror på. Jeg ville så ønske, at troende ville respektere, at jeg har truffet et andet valg. At jeg også tror på, at der findes noget, vi ikke kan forklare, men at jeg ikke kan slå det op i en brugsanvisning, der hedder Bibelen. At min valg blev respekteret, og at jeg er et godt menneske, uanset tro eller seksualitet. Det ville jeg ønske.

Sådan er min veninde, der tog mig med til gudstjenesten. Hun lægger ikke skjul på, at hun gerne så, jeg var troende, fordi vi som det er nu, ud fra hendes tro, skal undvære hinanden i evigheden. Samtidig har hun dog dyb respekt for mig og min tro, og sammen diskuterer vi mange ting, som udvikler os begge. Det var heller ikke uden stolthed, at hun fortalte mig, at mine kommentarer på hendes væg på facebook i forhold til en diskussion af vielse af homoseksuelle, havde fået nogen til at kontakte hende og fortælle, at de måske var nødt til at rykke på deres syn på homoseksuelle. Jeg er stolt af og glad for, at hun vælger mig frem for den mennesker, der vælger at bruge deres tro som retfærdiggørelse for deres egne fordomme. Mit venskab med hende er med til at udvide min tolerance og forståelse i Verden generelt og overfor troende i særdeleshed.

Religion kan være en smuk ting, men i mange tilfælde bliver det brugt som et middel til at retfærdiggøre egne negative synspunkter, til at undertrykke andre og til at hævde, at man er bedre end andre. Det smukke i religionen oplevede jeg i Kenya - og jeg oplever det i min venindes omgang med mig. Jeg oplevede det også i hendes kirke. Til gengæld oplever jeg i hendes omgangskreds det totalt modsatte - og det bryder jeg mig ganske enkelt ikke om!