Jeg har altid elsket ord. I alle former. Bøger, sange, små digte... ja selv en varedekleration kunne inspirere mig (var f.eks der, jeg lærte ordet laksativ at kende ;) )
Specielt er jeg dog vild med ord, der sætter tanker og følelser i gang. Længe har jeg hørt folk citere brudstykker af forskellige bøger, der iblandt " Den lille Prins" af Antoine De Saint-Exupery. For længe siden, besluttede jeg mig til at denne bog skulle læses.
Skæbnen ville det, at jeg i denne weekend havde mulighed for at få historien til dels læst og til dels selv læse den. Det er noget af det smukkeste, mest følelsesladede og tankevækkende, jeg har læst.
Ser du, den satte en masse tanker i gang og dannede relief til mit eget liv og de ønsker, jeg har for det. Meget simpelt siger Ræven i bogen følgende:
"Det er ganske ligetil. Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld. ..... Menneskene har glemt denne sandhed, sagde Ræven. Men du må ikke glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tamt. Du har ansvaret for din rose."
Herefter måtte jeg fælde en tåre. Det siger så smukt noget om de håb og drømme, jeg har for fremtiden. For, hvordan jeg gerne vil have tingene til at gå. Og for, hvordan jeg håber, det engang bliver. Det er simpelt, men det er sandt... og smukt.
Ser du, jeg håber, at jeg engang bliver klar til at huske dette. Til at tro på, at jeg har gjort et indtryk... skabt et lille aftryk i et for tiden koldt og såret hjerte. Og at dette hjerte engang husker mig igen. Om det sker vil tiden vise. Og hvis det sker, er der en mening med det. Allervigtigst er det, at jeg forstår og kunne se, at det var sådan det var... og hvorfor det var sådan.
Og nu tilbage til det med ordene. Deres magiske evne er - i hvert fald for mig - at de tager brodden af alt det, der gør ondt. De er min ven, men også min fjende. De trøster og de sårer... men først og fremmest, så er de der altid. Til at hjælpe mig. Til at vejlede.... til at beskrive det, jeg ikke selv kan, men som andre så smukt beskriver. Det gør mig glad. Forhåbningsfuld... og jeg håber, mine ord en dag synker ned i det kolde, sårede hjerte og får det til at se på mig med andre øjne.
søndag den 24. oktober 2010
torsdag den 21. oktober 2010
helbredelse 3
Det er hårdt at arbejde med sig selv... men godt.
For hver behandling jeg får, både af psykoterapeuten og healeren, kan jeg mærke, at jeg bliver en lille smule mere hel... lidt mere glad... lidt mere menneske. Og det er skønt. Vigtigt at jeg står ved mig selv, får sagt fra og sat grænser. For hver gang jeg gør det, bliver livet lidt lettere... og lidt lysere.
Omgivelserne bryder sig ikke altid om det. De bryder sig ikke om, at jeg ændrer mig (til det bedre) og derfor ikke gør, som jeg plejer. Det kræver nogle kampe og trækker lidt tænder ud. Men jeg står fast på, at jeg vil være mig - og at mine grænser skal overholdes. Det er godt. Og sundt. Jeg holder af at sige: Det her er mig - tag mig eller lad være. Men lad være med at prøve at presse mig til noget, jeg ikke vil. Kan du ikke leve med mine grænser, har det konsekvenser.
Al den her behandling giver en indre ro og styrke. Jeg finder ind til kernen... og ind til styrken ved mig selv. Jeg lærer, at jeg er god nok som jeg er, og ikke behøver gøre alle tilfredse for at blive accepteret.
Der bliver længere mellem de mørke tanker, og jeg kan igen grine og have det sjovt. De triste tanker kommer selvfølgelig også stadig. Når man har elsket et menneske så meget som jeg elskede Ham, kommer der triste perioder. Forskellen er, at nu får de lov at komme, og jeg bliver bedre til at håndtere det. Jeg prøver ikke at drukne det, men bruger meditation til at få styr på følelser og tanker.
Jeg ved nu, at jeg stadig elsker Ham - i brudstykker. Det er en svær erkendelse - men vigtig. Jeg ser det som en gave, at han har været i mit liv. Jeg har fået et spark i bagdelen, som var nødvendigt. Både ift at jeg skal sætte grænser overfor venner og familie, men også i forhold til, at jeg skulle videre i min udvikling. Igennem de sidste 3 - 4 år er der sket en stor forandring med mig. Jeg er i gang med det sidste hårde arbejde. Det siger min clairvoyante veninde. Hun har været med mig hele vejen og siger, at hun kan se en kæmpe forskel fra jeg startede til nu... og det kan jeg faktisk også selv. Når arbejdet er ovre, er jeg et andet menneske. Jeg håber så, at jeg kan tilgive Ham helt til den tid... og hvem ved, hvad der så sker i fremtiden?
Jeg får så mange positive tilkendegivelser fra omgivelserne. Jeg får at vide, at jeg ser godt ud, at der er sket noget med min udstråling, som har stor betydning. At jeg hviler mere i mig selv og virker afbalanceret. Sådan føles det også. Så krop og sjæl følges ad hånd i hånd. Det er dejligt.
Jeg er glad for livet. Ville ønske, at det var gået anderledes, fordi det reelt var barnlige bagateller, stædighed og jalousi, der åd os op og ødelagde forholdet. Men for nu er det sådan, at jeg er single, og at det er godt. Jeg bruger tiden på at udvikle mig, blive stærkere og mere sikker.
Jeg er blevet bedre til at prioritere mig. Jeg er vigtig, og jeg skal elske mig selv. Det gør jeg også - men jeg kan blive bedre til det.
I morgen er det blevet tid til endnu en healing, og det glæder jeg mig til. Trænger også. Jeg ved, at det nok skal gå.
For hver behandling jeg får, både af psykoterapeuten og healeren, kan jeg mærke, at jeg bliver en lille smule mere hel... lidt mere glad... lidt mere menneske. Og det er skønt. Vigtigt at jeg står ved mig selv, får sagt fra og sat grænser. For hver gang jeg gør det, bliver livet lidt lettere... og lidt lysere.
Omgivelserne bryder sig ikke altid om det. De bryder sig ikke om, at jeg ændrer mig (til det bedre) og derfor ikke gør, som jeg plejer. Det kræver nogle kampe og trækker lidt tænder ud. Men jeg står fast på, at jeg vil være mig - og at mine grænser skal overholdes. Det er godt. Og sundt. Jeg holder af at sige: Det her er mig - tag mig eller lad være. Men lad være med at prøve at presse mig til noget, jeg ikke vil. Kan du ikke leve med mine grænser, har det konsekvenser.
Al den her behandling giver en indre ro og styrke. Jeg finder ind til kernen... og ind til styrken ved mig selv. Jeg lærer, at jeg er god nok som jeg er, og ikke behøver gøre alle tilfredse for at blive accepteret.
Der bliver længere mellem de mørke tanker, og jeg kan igen grine og have det sjovt. De triste tanker kommer selvfølgelig også stadig. Når man har elsket et menneske så meget som jeg elskede Ham, kommer der triste perioder. Forskellen er, at nu får de lov at komme, og jeg bliver bedre til at håndtere det. Jeg prøver ikke at drukne det, men bruger meditation til at få styr på følelser og tanker.
Jeg ved nu, at jeg stadig elsker Ham - i brudstykker. Det er en svær erkendelse - men vigtig. Jeg ser det som en gave, at han har været i mit liv. Jeg har fået et spark i bagdelen, som var nødvendigt. Både ift at jeg skal sætte grænser overfor venner og familie, men også i forhold til, at jeg skulle videre i min udvikling. Igennem de sidste 3 - 4 år er der sket en stor forandring med mig. Jeg er i gang med det sidste hårde arbejde. Det siger min clairvoyante veninde. Hun har været med mig hele vejen og siger, at hun kan se en kæmpe forskel fra jeg startede til nu... og det kan jeg faktisk også selv. Når arbejdet er ovre, er jeg et andet menneske. Jeg håber så, at jeg kan tilgive Ham helt til den tid... og hvem ved, hvad der så sker i fremtiden?
Jeg får så mange positive tilkendegivelser fra omgivelserne. Jeg får at vide, at jeg ser godt ud, at der er sket noget med min udstråling, som har stor betydning. At jeg hviler mere i mig selv og virker afbalanceret. Sådan føles det også. Så krop og sjæl følges ad hånd i hånd. Det er dejligt.
Jeg er glad for livet. Ville ønske, at det var gået anderledes, fordi det reelt var barnlige bagateller, stædighed og jalousi, der åd os op og ødelagde forholdet. Men for nu er det sådan, at jeg er single, og at det er godt. Jeg bruger tiden på at udvikle mig, blive stærkere og mere sikker.
Jeg er blevet bedre til at prioritere mig. Jeg er vigtig, og jeg skal elske mig selv. Det gør jeg også - men jeg kan blive bedre til det.
I morgen er det blevet tid til endnu en healing, og det glæder jeg mig til. Trænger også. Jeg ved, at det nok skal gå.
lørdag den 9. oktober 2010
en verden af mystik og hekse
I mit arbejde med mig selv, kommer der mange ting op at vende. Hvis man skal rumme det hele, er der brug for hjælp. Jeg får Jordbunden hjælp i form af psykoterapi... men for mig er det nødvendigt med noget ekstra - noget andet. En hjælp, der ikke har bund i logik og matematiske formler... men noget, der ikke nødvendigvis kan forklares.
Hjælpen er for mig healing og tarot. Nogen kalder det fup. Andre - som mig - behøver ikke en logisk og jordbunden forklaring på alting. Jeg har også benyttet mig af clairvoyance. Alle disse ting "fortæller", at jeg er på rette vej i arbejdet med mig selv. Og de peger i den samme retning. Det giver stof til eftertanke.
Jeg tror på, at uanset hvor hårdt vi har det og hvad vi bliver udsat for, så bliver vi kun udsat for det fordi vi kan klare det. Det er med til at gøre os stærkere som mennesker. Vi bliver klogere på os selv og vores plads i verden. Det er godt.
Jeg har venner, der afslår det som pjat. Venner, der ligesom mig tror på det spirituelle - og venner, der føler sig truet af det og er bange for, det er dæmoner, der leger med os. (vennen er vokset op i et religiøst system, som har denne forklaring. Forklaringen er for mig at se meget logisk. Da religionen skulle vinde indpas i Verden var det nødvendigt at gøre spiritualitet og troen på, at der findes mere mellem himmel og Jord end vi kan forklare til noget farligt og forbudt.)
Uanset hvilket syn man har på "det alternative"/"det okkulte" og på alt muligt andet, så er det vigtigt at finde sin egen overbevisning, så man kan hjælpe sig selv i verden.
Hjælpen er for mig healing og tarot. Nogen kalder det fup. Andre - som mig - behøver ikke en logisk og jordbunden forklaring på alting. Jeg har også benyttet mig af clairvoyance. Alle disse ting "fortæller", at jeg er på rette vej i arbejdet med mig selv. Og de peger i den samme retning. Det giver stof til eftertanke.
Jeg tror på, at uanset hvor hårdt vi har det og hvad vi bliver udsat for, så bliver vi kun udsat for det fordi vi kan klare det. Det er med til at gøre os stærkere som mennesker. Vi bliver klogere på os selv og vores plads i verden. Det er godt.
Jeg har venner, der afslår det som pjat. Venner, der ligesom mig tror på det spirituelle - og venner, der føler sig truet af det og er bange for, det er dæmoner, der leger med os. (vennen er vokset op i et religiøst system, som har denne forklaring. Forklaringen er for mig at se meget logisk. Da religionen skulle vinde indpas i Verden var det nødvendigt at gøre spiritualitet og troen på, at der findes mere mellem himmel og Jord end vi kan forklare til noget farligt og forbudt.)
Uanset hvilket syn man har på "det alternative"/"det okkulte" og på alt muligt andet, så er det vigtigt at finde sin egen overbevisning, så man kan hjælpe sig selv i verden.
Abonner på:
Opslag (Atom)