Jeg synes faktisk, det er svært at date....

„I'm selfish, impatient, and a little insecure. I make mistakes, I am out of control, and at times hard to handle. But if you can't handle me at my worst, then you sure as hell don't deserve me at my best.“ Sådan sagde Marilyn Monroe engang. Det kunne jeg lige så godt have sagt. Når man nu kender lidt til enneagrammet, er det ikke så mærkeligt, at jeg siger sådan. I enneagrammet arbejdes der bl.a med en basisfrygt, og min basisfrygt er: At være uden identitet og uden en personlig betydning. Specielt når jeg møder en mand, jeg er interesseret i, kommer det til udtryk. Jeg kan ikke finde ud af det der med at date, for nu at være helt ærlig. I denne weekend havde jeg et skønt møde med en gæv jyde, og straks sker der mærkelige ting i min hjerne. I løbet af lørdag og søndag gik der et lys op for Jeres undertegnede. I øvrigt gælder det ikke kun i forhold, hvor jeg er glad for en fyr, men i alle mine forhold til andre mennesker, hvor der er følelser af en eller anden art  med. Der sker de samme mekanismer, men selvfølgelig af forskellige grunde: Jeg vil gerne betyde noget særligt for dem, jeg lukker ind i mit liv. Når jeg møder en mand, er det vigtigt for mig at "sælge varen". Jeg har bare så skide svært ved at lure, hvad varen er (altså, hvad modparten forventer), og det bunder sådan set i, at jeg gerne vil vise, at jeg er værd at satse på. Det er første skridt på katastrofekursen. :) Som menneske er jeg kærlig, det ved de fleste, der kender mig. Jeg viser hvad jeg tænker om folk via kropssprog. Det handler om, at for mig er det også en måde at kommunikere på. Jeg vil gerne være ham den søde, ham den kærlige, ham der, som er den helt perfekte mand, men når jeg nu har så svært ved at lure, hvad det er, min modpart ønsker sig, så er det altså også svært at styre det, hjernen gør. Når der så i samme omgang er en hjerne, der gør mærkelige ting, så bliver det da først kompliceret. Samtidig har jeg den der basisfrygt, som også spiller ind, og jeg må i et ærligt øjeblik (dem er der nogle stykker af her) erkende, at jeg faktisk er vild med bekræftelse selv. I min iver for at skaffe bekræftelse, øser jeg aaaaalt for meget opmærksomhed over på målet for min opmærksomhed - og kommer vist mest til at fremstå som en MEGET giftemoden, midaldrende kvinde med æggestokkene blafrende ud af underlivet. Det er jeg egentlig ikke. Jeg vil gerne have en kæreste, helt bestemt... men ikke for enhver pris, og ikke bare hvem som helst. Det, jeg f.eks. synes kan være svært er, hvor meget man skal være på, og hvor direkte man skal være. Jeg ved, at jeg er sådan en, der kan lide at flirte og skrive frem og tilbage pr. sms, i telefonen og i virkeligheden.. Jeg kan finde på at sige ting som: "Jamen, når vi nu bliver kærester, så....", og det er altså temmeligt dumt. For det første kan det virke meget overvældende, for det andet kan ham der, jeg skriver til jo ikke se, at jeg bare flirter og faktisk ikke allerede har bestilt tid til vielse næste lørdag. Det der med at flirte og spille op er god livsenergi for mig, men for andre fyre kan det (forståeligt nok) opfattes som om, jeg er desperat. Det er jeg sådan set ikke. Det kan også opfattes som om, at jeg er den der type kæreste, vi alle sammen kender, hvor de bliver så symbiotiske og falder så meget i et, at kæresterne ikke kan lave noget som helst hver for sig. At ham jeg er kæreste med skal stå til ansvar for alt og til alle tider. Jeg er faktisk lige det modsatte. Jeg tror meget på, at det er sundt med hver sine interesser, og jeg kan ikke selv holde ud at skulle være kontrolleret og aldrig kunne være skide egoistisk. Jeg kan godt lide at være i nuet og prøve at nyde det øjeblik der er her uden at skulle tænke på, hvad der sker om tre - fire - fem måneder. Det er noget, jeg har øvet mig i, og stadig skal blive bedre til. Det er en af de ting, min type skal lære. Vi følemennesker skal huske at nyde nuet. Så når jeg nu er sammen med den der fyr, nyder jeg at jeg lige kan putte mig ind til ham, lige kan hapse et kys på vej forbi osv osv osv. Det giver mig god energi, og jeg lader op til de perioder, hvor der ikke lige er en ved siden af, enten fordi han ikke bor lige i næste gade, eller der bare af en eller anden grund er længe til vil kan ses. Så bliver det nok også lidt overvældende at jeg går der og er så fysisk, især når man ikke kender hinanden så godt endnu. Når jeg lader automatikken tage over, begynder jeg at analysere: Hvorfor sagde han nu det? Betyder det, at han ikke kan lide mig? Og det der, betyder det, at han forventer for meget af mig, eller måske noget jeg ikke kan leve op til? Hvorfor sagde han for to dage siden noget, og nu er han ikke lige så begejstret? Har jeg gjort noget galt? Har jeg ikke været sød nok? Har jeg været FOR sød? Kan I se, hvilken diskussion jeg kan have med mig selv? Så er det, jeg skal gribe mig selv i nakken og give mig et par flade - sådan inden i hovedet. For hvor har jeg gjort det mange gange, og hvor har jeg i lang tid ikke fattet, hvad fanden der skræmte de der mænd væk... En kindhest og en lille husker om, at jeg bare skal nyde nuet og tage komplimenterne til mig i stedet for at prøve at finde noget negativt kom galoperende ind på lystavlen i går. Så det gør jeg så, og håber det virker. Hvad er grunden til at det er så svært at date? Ja, dels er det jo den der hjerne og min personlighed, som er svær at styre, og dels er det, at jeg er temmeligt uerfaren i det. Jeg har faktisk kun haft 2½ alvorlige forhold, og det ene var - som beskrevet andet steds på bloggen, i rigelige mængder - på ingen måde hamrende sundt for mig. Det bringer mig frem til det lille citat af MM allerøverst på siden: Jeg kender det alt for godt selv. Jeg er pinligt klar over mine egne fejl og mangler, (men sådan er vi 4ére jo), men hvis man ikke kan holde mig ud når jeg er et fjols, så fortjener man heller ikke det der gode og skønne menneske jeg er. Heldigvis virker det som om, weekendens "date" - på trods af, at både jeg og det der kærestekoncept er skræmmende (det ene mere end det andet?) - godt kan lide ham der Tom, og det lader også til, at han godt kan håndtere min ærlighed. Faktisk resulterer det i ærlighed den anden vej. Det er faktisk et rigtigt godt skridt på vejen. Vi har en aftale om at ses igen, og det er i min verden noget positivt. Så kære mr. M: Bare rolig, jeg flytter ikke ind i næste uge, og bare rolig, jeg har ikke nogen bestemt formel for, hvordan man er kærester. Det mener jeg sådan set, man skal finde ud af sammen i stedet for at lade omverdenens normer bestemme det. Jeg har heller ikke et antal dates man skal være på, og så er man kærester.Man må gerne være skide egoistisk, det er jeg også selv. Jeg har BRUG for tid for mig selv, ligesom dig. Jeg synes egentlig bare du er spændende, det betyder ikke, at tingene ikke kan gå i et langsomt tempo. Vi tager det stille og roligt, min ven. Lad os snakke på torsdag, for jeg tror jeg har forstået, hvad der er sket i dit hoved, og det vil jeg da så lige give mit bud på, om det passer. Jeg forstår din forvirring om, om man nu skal det ene eller det andet, hvad er det man giver køb på, og er det nu også værd at bytte det for det man får i stedet for. Jeg har været der selv, så jeg er HELT med på, hvad det er for en diskussion du har med dig selv. Og til I andre: Hep hep, hav en dejlig dag.